Danmarks øer‎ > ‎

Fyn rundt, dag 6

Vi vågnede til en meget flot morgen. Der var stort set ingen vind, og vi havde udsigt over havneindsejlingen fra Nyborg roklubs lokaler. Vi fik hurtigt pakket, og var afsted. Peter havde fået købt nogle nye hovedetelefoner til sin MP3 afspiller så vi hørte musik mens vi roede.

Det er helt klart sådan en dag der gør at jeg er vild med at ro kajak. Vinden var meget svag og der var en flot høj himmel. Nu mærkede jeg den frihed en havkajak giver, vi roede og derudaf, nogle gange få meter fra kysten, andre gange langt ude. Det var fantastisk! 

Vi var lige et smut inde i Lundeborg havn og kigge, derefter satte vi kurs mod Elsehovede fyr. Her gik vi i land og skiftede til frokost tøj. Man kan kravle op på en lille gangbro der går rundt om fyret, der var en dejlig udsigt deroppe fra. Frokosten blev indtaget ved foden af fyret sidden i solen. Det var som om cacaoen smagte ekstra godt i dag.

Efter frokosten gik det videre sydpå. Vi var hurtigt inde i Skaarupøre sund der ligger mellem Thurø og Fyn. Der var en svag modvind, men intet i sammenligning med de sidste par dage. Det var en flot tur langs havnen i Svendborg over til Svendborg kajakklub.

Der var vi så heldige at der var et medlem, så vi fik hurtigt en nøgle. Peter ville lige bevise at man godt kunne rulle en langturslastet kajak. Han startede med et almindeligt rul og forsatte så med at håndrulle den. Så skulle al den snak om rul af lastet kajak være slut, det er bare et spørgsmål om træning.

Om lidt får vi besøg af Magnus Skov der er en af de lokale havkajakroere. Det er dejligt at møde nogle de lokale.

I morgen ror vi til Fåborg. Vejret skulle være rimeligt godt, så det bliver nok endnu en dejlig dag.








Skrevet af Ravn den 14-1-2005
Comments