Kajak‎ > ‎

Vinterfodtøj - del 1

Padling om vinteren kan være en stor oplevelse, men det kan også være en ganske kold fornøjelse. Har du padlet om vinteren har du også prøvet at fryse. Det sværeste er at holde varmen i fingrene og fødderne. I denne artikel vil jeg kort forklare forskellige metoder til at holde fødderne varme, hænderne kommer senere.

Det er vigtigt ikke at glemme at fodtøjet ikke går det alene, nogle stumper liggeunderlag under hælene i kajakken isolere også godt mod det kolde skrog.

Jeg har prøvet mange forskellige støvle kombinationer for at finde det ultimative vinterfodtøj. Vinterfodtøj skal for mig opfylde nogle krav:

Varme: Det siger sig selv, man vil jo gerne have varme fødder. Det opnås på forskellige måder i forskellige støvler, men fælles for næsten alle er følgende. Inderst en tynd svedtransporterende sok uden på den en kraftig uldsok nogle gange to. Det er vigtigt at bruge uld da det kan absorbere en del vand og stadig isolere. I de fleste støvler er der en del kondens. Det er også værd at se på sålen. Man får hurtigt kolde fødder ved at stå i sne eller på kold jord hvis sålen ikke er godt isoleret.

Vandtæthed: Er ikke en selvfølge. Der kommer en del kondens i en helt vandtæt støvle, og det køler om vinteren. På den anden side kan det være svært at holde ikke vandtætte støvler tørre når man skal ind og ud.

Fysiskstørrelse: Kan være et problem i nogle kajakker. Da jeg købte kajak prøvede jeg den med kraftige støvler, det var vigtigt for mig at der var plads nok.

Højde: Nogle støvler lukker helt tæt med bukserne andre kan fyldes fra oven med vand. Skal du ud i den mindste smule brænding er .gummistøvle. højde temmelig marginalt hvis du ikke vil have våde fødder. Det er også en god ide at få nogen som ikke bliver helt uregerlige hvis de bliver fyldt med vand, test det om sommeren!

I min søgen på de perfekte støvler har har jeg snakket med mange om støvler. Derefter har jeg prøvet en del af kombinationerne. Herunder har jeg lavet en lille liste med nogle kommentare som er meget personlige:

Neopren sko/støvler: Dem kender enhver kajakroer. Der er meget fine om efterår/forår, men er pissekolde om vinteren. De er heller ikke specielt vandtætte så man får hurtigt våde fødder. Der er dog mange der stadig bruger dem med sokker indeni om vinteren

Læderstøvler: Er dejligt varme, men for det meste ikke ret høje så man får våde fødder. Der kan også være problemer med en stiv sål og rorpedaler. Normalt har jeg altid sådan et par med til at skifte til når vi skal slå lejr, de er godt isoleret mod jorden/sneen.

Lundhagsovertrækstøvler: Dem har jeg ikke prøvet. De bruges med kraftige uldsokker under. De ser lidt for løse ud for min smag. Peter Unold har været meget begejstret for dem, da han ikke havde plads til noget kraftigere i sin kajak.

Gummistøvler: Har været min fortrukne vinterstøvle i et par vintre. Der kommer dog en del kondens som ikke tørre på flerdagsture. Sålen er også ret stiv. Der kommer temmelig meget vand i dem hvis vandet skyller over kanten.

Latex sokker: Jeg har ikke selv prøvet denne kombination. Sokkerne købes hos en sejlsportsforretning. De bruges sammen med tørbukser, ved at man lader buksernes manchet lappe over med ca 1 cm, også er det vandtæt. Isoleringen består af uldsokker osv. Man skal have sandaler eller neoprensko på for at tage slidet. Ulempen er som altid med tørbukser at de er stramme rundt om anklerne, så man får nemmere kolde fødder. For at undgå de stramme manchetter er der nogen der limer sokkerne direkte fast på tørbukserne i stedet for manchetter. Det lyder dejligt tørt og det er vandtæt til kanten af bukserne!

Muklos: Det ultimative vinterfodtøj, læs testen i næste nummer af HavkajakInfo!

Det er meget forskelligt hvilke krav man stiller til sit vinter fodtøj, men en ting er sikkert at med de rigtige støvler kan man fint holde varmen i dagevis selv når det er koldest.

Skrevet af Ravn den 7-4-2004
Comments