Salomon Advanced Skin S-lab 12

Jeg købte denne rygsæk lige inden en to ugers tur til Gran Canaria hvor jeg fik løbet omkring 150 km med den. Jeg vil kort gennemgå nogle af de detaljer som jeg synes skiller denne rygsæk fra andre jeg har prøvet. Tidligere har jeg løbet rigtig meget med TNF Enduro 13 og Inov-8 Raceelite 25, så det er mine referencer. Derudover har jeg prøvet følgende rygsække: Inov-8 Race elite 15, Salomon 14+3, Nathan HB20 og Ultimate Direction SJ Racevest på kortere ture.

Salomon S-lab 12 er ikke en rygsæk i vanlig forstand men mere end vest man iføre sig. Det gør at den sidder helt uovertruffet. Uanset om man har meget eller lidt i vesten sidder den fast og hopper ikke når man løber. Vesten holdes fast med to elastik bånd som går hen over brystet, de kan nemt justeres så man ikke føler sig klemt. Elastikkerne har nogle brede kroge som spænder, der sættes fast på nogle tynde plast rør i kanten af vesten. Systemet gør at det er meget nemt at tage vesten af når man lige lærer det at kende. Krogene sidder desværre ikke bedre fast end at man kan risikere at de falder af hvis man har vesten på uden at bruge dem. Det er en lille detalje man skal være lidt opmærksom på, da man ikke lige kan få fat i en ny rem.

Salomon S-lab 12 er lavet til at man enten kan bruge en væskeblære eller flasker eller begge dele. Da jeg ikke er stor fan af væskeblærer vil denne anmeldelse tage udgangspunkt i af man bruger flasker. Jeg synes de er nemmere at bruge og drikke af, samt rengøre når jeg kommer hjem.

Vesten er opbygget med to flaskeholdere og nogle lommer på fronten, lommer under armene og en sæk på ryggen. Jeg vil beskrive de tre områder på vesten hver for sig.

Fronten:

De to flaskeholdere på fronten har en rigtig god størrelse til 0,5 liter plastflasker. Flaskerne er ikke i vejen for armene og det er nemt og hurtigt at få dem ud når man skal drikke. Salomons egne softflasker passer også i lommerne, men desværre ikke helt uden problemer. Softflaskerne er en del slankere og lidt højere end normale plastflasker. Når softflaskerne er helt fulde sidder de ret godt, men drikker man bare en slurk af dem har de en tendens til at ”knække sammen” og de sidder så og ”flapper” lidt rundt. Drikker man en stor slurk kan toppen lige komme helt ned i lommen og de sidder igen rigtig godt. Når man så næsten har tømt softflasken er problemet at de falder helt ned i bunden af lommen, så de er lidt sværere at fiske op end en hård plastflaske. På trods af ulempen med Softflaskerne er det dog de flasker jeg bruger med vesten da jeg synes de fylder mindre og især er det en lettere løsning end plastflasker.

På siden af flaskelommerne er to små lommer der kan holde en gel, men jeg bruger dem mest til affald fra gels osv.

På billedet herunder ses to forskellige flaskeløsninger.

Over den venstre flaskeholder er en lille lomme der er sat på med velcro. En af de første ting jeg gjorde var at sy lommen fast med sytråd. Jeg vil ikke stole på at velcro kan holde hvis man løber igennem noget krat eller grene. Men selve lommen er perfekt til at have et lille kamera i, den er med lynlås så det er nemt og hurtigt at få det ud.

Over den højre flaskeholder er der også en lille lomme i mesh. Her har jeg et lille kompas, da jeg synes det er vigtigt altid at have et kompas med der ikke kører på batterier.

Lommer under armene:

Der er to lommer under armene i hver side. Yderst er en med lynlåslukke og bagved er en der bare lukkes med en elastik i toppen. Elastikken kan justeres i spænding. Disse lommer er super praktiske, da man kan få fat i indholdet uden at tage vesten af. Jeg bruger dem til ting der skal være tilgængelige under løbet, det kan f.eks være gels, ekstra vand, buff og hansker. De åbne lommer indenunder er gode til ting man tager af undervejs og som man gerne vil af med. Jeg løber med en Salomon letvægtsjakke og den er købt et nummer for stort så jeg kan tage den på udenpå vesten. Det gør at jeg kan skifte tøj uden at skulle have rygsækken af. Jakken passer fint ned i en af de åbne lommer, og der er ingen fare for at den falder ud. Starter man med pandelampe og gerne vil have den af kan man nemt putte den i en af lommerne indtil man stopper og pakker den helt væk.

Ryglommen:

Den store lomme på ryggen åbnes med lynlås i siden. Inden i er der lavet en deling der kan lynes væk så man får et stort rum. Jeg har valgt at klippe denne deling ud da jeg ikke kan se hvad den gør godt for andet end at veje. Men selve rummet er stort nok til at man kan have det obligatoriske udstyr til de store alpeløb.

Uden på hovedrummet er et netrum som kan bruges til flade ting man gerne hurtigt vil kunne komme til. Jeg tror måske man kunne binde en længere snor i lynlåsen også åbne og lukke rummet mens man løber, jeg har dog ikke prøvet det.

I toppen af vesten er et lille lynlåslukket rum som er perfekt til at opbevare telefon pung osv. Man skal dog huske at have tingene i en pose da rummet ikke er vandtæt og det ligger lige op af ryggen, så tingene kan blive vådt af sved.

Også op af ryggen er en lille lomme som er lavet til at have et redningstæppe/spaceblanket/alutæppe. Det er en meget rar detalje så man altid har det med uden at man skal tænke over det.

Hele ryglommen kan komprimeres og trækkes ind til ryggen med nogle stropper på hver skulder. Jeg har ikke haft så meget i rygsækken at det har været nødvendigt. Men synes det virker lidt som overkill. Rygsækken er ikke designet til at man skal fylde den helt op, den vil ikke sidde ret godt. Så jeg ville hellere have sparet vægten.

Stave:

Stave er en integreret del af løb i alperne. Men det er altid lidt et problem hvad man skal gøre af dem når der ikke er brug for dem. Det har Salomon to bud på. Når stavene er klappet sammen er der nogle små bånd der kan holde dem langs hovedrummet. De sidder fint og kan ikke falde ud, samtidig med at det stadig er nemt at komme ind i hovedrummet.

Derudover har de også lavet et system så man kan spænde stave på rygsækken i fuld længde. Det fungere ved at i nederste venstre side er en elastik med en lille løkke som man placere spidserne i, så tager man stavene bag om ryggen og hen til højre skulder. På højre skulder er en anden lille elastik med en krog, denne elastik tager men så og vikler rundt om stavene og krogen griber om elastikken. Det gør at stavene kan sidde lidt på skrå bag på rygsækken. Det er meget nemmere at gøre i virkeligheden end at beskrive her. Systemet virker helt perfekt. Stopper man op kan man sætte stavene fast på 10-15 sekunder, og det er ikke noget problem at få dem løs mens man løber. På Gran Canaria er der en del korte og stejle stigninger og der var det rigtig dejligt at have stavene ved hånden, men også rigtig rart at slippe for dem når det bare gik lige ud. Her virkede systemet perfekt. Løber man i skov tror jeg at stavene stikker for meget ud til at det er praktisk, men det må man jo vurdere.

Vægt:

Vægten er lidt svær at finde ud af, Salomon opgiver den til 530 gram på sin hjemmeside. Men virkeligeheden er en anden. Da jeg kom hjem og smed den på vægten sagde den 677 gram incl væskeblærer med isolation og alutæppe. Så gik jeg i gang med at sy lommen fast og fjerne delingen i hovedrummet og en del ekstra stropper jeg ikke havde brug for. Så kom den ned og veje 474 gram. Det er ikke specielt let set i lyset af at Ultimate Direction har lavet en tilsvarende vest der vejer 250 gram. Men Salomon har allerede præcenteret en ny og meget lettere version der kommer på markedet til efteråret.

Konklussion:

Vægten er klart for høj for en vest i den størrelse. Men alting har en pris, og i dette tilfælde er det vægt der er prisen. For pasformen er helt uovertruffet og vesten sidder super godt. Flaskerne hopper ikke og man kan nemt komme til de ting man skal bruge undervejs. Jeg har kort haft en Ultimate Direction SJ Racevest som kun vejer 250 gram. Men den sidder ikke særlig godt. Flaskerne hopper rundt når man løber og den virker ubalanceret når man ikke har noget på ryggen. Salomon S-lab 12 derimod vejer godt nok lidt mere, men den sidder som støbt.

Derudover har den som den eneste vest på markedet et system der virker til at holde udfoldede stave mens man løber. Det virker rigtig fint og er en detalje man kommer til at værsætte.

Endelig så virker rygsækken som helhed rigtig godt, lommerne sidder de rigtige steder og man kan få fat i de ting man har brug for. Så samlet set har man en utrolig god rygsæk som kan bruges til alt fra ture i skoven til lange løb i alperne. Vægten trækker lidt ned, men mere end opvejes af alle de fede detaljer der bare virker!

Disclaimer: Arbejder nogle weekend vagter i Salomon Store i Fields, så jeg er selvfølgelig stærkt farvet af det og ikke til at stole på;-) Udstyret er købt med mine egne penge, og med en medarbejder rabat.